Der var som altid en fantastisk stemning ved veteranfesten
Anne Petersen
u
Nakskov,
falckoline 1975-2004:
Jeg havde det godt med at stoppe på ar-
bejde, for den service, der efterhånden
skulle ydes, blev for dårlig for alle parter.
Jeg har til gengæld været ansat dengang
det var sjovt at være ved Falck. Vi er en
5-6 kolleger, der mødte hinanden på et
kursus i 1976, og vi holder stadig sam-
men og mødes på st. Nakskov, så jeg har
en god kontakt til min tidligere arbejds-
plads og kolleger. På et tidspunkt var vi
syv falckoliner på st. Nakskov. I dag er
sygetransporten stort set væk i områ-
det, så det har været en skæv udvikling i
min branche. Jeg følger ikke med i Falcks
ekspansion. Jeg har nok i Nakskov.
Leif Arnholtz
▲
Vejle,
redder i Vejle 1976-2011:
Vi har et godt sammenhold på mit tidli-
gere vagthold. Vi mødes på st. Vejle, va-
sker bilen og får en kop kaffe. De første
tyve år var de absolut bedste for mig.
Der var masser af opgaver og vi kørte
det hele, indtil kommunen overtog
brandvæsnet i 1986. De sidste års ud-
vikling i korpset med en stærk ekspan-
sion i udlandet bryder jeg mig ikke om.
Det er et helt andet korps i dag. Jeg fik
muligheden for et valg, så jeg valgte at
forlade jobbet.
Hans Rasmus Hansen
▲
Brædstrup,
redder og vagtmester 1970-2006:
Jeg har mange gode minder. Man husker jo altid det bedste. Jeg startede som redder i
Brædstrup, som dengang var ens tor station med en masse køretøjer, men flyttede
senere tjenested til Horsens, Vejle og Århus, hvor jeg arbejdede på vagtcentralerne,
så jeg er flyttet en del rundt i korpset. I dag er jeg ”hjemløs”, for st. Brædstrup er af-
folket og det er Responce, der styrer ambulancerne i området. Det er lidt trist, for jeg
mister kontakten til tidligere kolleger, men heldigvis er jeg kasserer i vor lokale ve-
teranklub, så jeg har stadig en vis kontakt med både arbejdspladserne og tidligere
kolleger.
Ole Christensen
u
Nakskov,
redder og vagtmester 1964-2005:
Ikke to dage var ens, da jeg startede som
redder. Når vi forlod ambulancen blev vi
sendt ud med kranen, og når vi kom
hjem, blev der slået en brand. Det var
spændende. Jeg har bevaret kontakten
til kolleger og korps via ”fredagsbønnen”
på st. Nakskov. Vi er nogle kolleger, der
mødes her, og selvom de unge reddere
mener, vi er fra en tid med hestevogne,
så lytter de alligevel til osældre. De unge
i dag er jo langt dygtigere end vi var, men
de får ikke det sammenhold vi oplevede.
FALCKEN · 23
